Nytteløse skole - børn af stærke forældre skal nok klare sig

I skrivende stund sidder jeg og tænker, hvorfor  jeg egentlig sidder her og skriver. Ja, der findes specialskoler, og dér går nogle børn. Nogle af dem er lykkelige over at være der, andre laller bare af sted, fordi de alligevel ikke føler de voksne tager dem alvorligt og atter andre er dybt ulykkelige. Men det kan jeg da være lige glad med. Jeg har jo reddet mit barn ud af den suppedas, og hvad de andres børn skal udsættes for, er jo ikke mit problem.

Og ganske rigtigt. Det er det ikke. Men vi har alle sammen nøjagtigt én barndom. Og vi lever bedst resten af livet, når den har været god og man har fået den ballast af kundskaber og sociale relationer, som er mulig. Selv om det er de andres børn, synes jeg alligevel, at vores historie skal frem. Om ikke andet findes der måske nogle forældre, der ikke føler sig så alene, hvis de læser det her.


Vores datter har CP (cerebral parese), og det medfører nogle kognitive vanskeligheder, som kan gøre, at man har svært ved at fungere i den normale folkeskole. Hendes vanskeligheder er ikke store, men de giver os lidt overraskelser af og til. Første gang den dag hun lagde sig ned på gulvet og nærmest rystede af skræk for at komme over på vores lokale folkeskole, som planen var. Hun havde fået sig en grim forskrækkelse derovre på et besøg med sin børnehave. Klokken ringer og 100 børn fyldte den tomme gang i løbet af splitsekunder. Den skole var udelukket. PPR tilbød hende plads på NN skolen, som vi besøgte. Vi blev introduceret til 0. – 5. klasse og den dag skulle de lære om ”S”. Det var ikke lige det, vi søgte til vores datter. Ud over NN skolen blev vi tilbudt den lokale specialskole, hvor man er meget dygtigt. Og det skal vi da lige love for, de er.


Vi kæmpede for at få vores datter flyttet i 3 år. Det blev til rigtigt mange møder med inspektøren. Med 15 timers støtte de første to år, og 12 timer det sidste år hun gik der. Hun kom da til et niveau der svarer til 1. klasse plus ½ år. Fuldstændigt urimeligt, mente vi. I løbet af de 3 år måtte vi inkassere utallige reprimander fra inspektøren. Den bedste var at vi ”forvirrede hans lærere”, og at vi skulle holde op med det. Han forvirrede også os, da han udtalte, at børnene på hans institution ”skal hygge sig her i 10 år, og så skal jeg nok finde dem et job bagefter”. Vi ville jo gerne have vores barn i skole og ikke på arbejdsformidlingen. I dag mistænker vi institutionen for at være landets dyreste arbejdsformidling.


Handleplanen var også en kamp. Det tog os 1½ år at få dem til at lave en. Og da de så smilende kom og præsenterede os for version 2, blev de meget sure, da vi anklagede dem for at kopiere den fra sidste år. Jeg tror, jeg fandt en sætning, de havde slettet. Den sætning har nok været for ambitiøs.


Vi indstillede kampen for at få vores datter og hendes klassekammerater undervist og begyndte at lede efter et undervisningstilbud, der interesserede sig for hendes indlæring og var i stand til at varetage den. Vi endte på en privatskole to kommuner herfra. De rystede godt nok på hånden og tog masser af forbehold, da de tog hende ind, og det kan vi godt forstå. Pigebarnet kunne stort set intet fagligt og var frygtelig indadvendt. Nu er der gået fire år, og det faglige bliver sværere og sværere, det kan vi godt se, men alle de dage, der går godt, er stadigvæk gode dage. Nu er fire år gået rigtigt godt.


Lige inden vi stoppede på special institutionen, var vi til skole hjem samtale. På det tidspunkt var vores datter på vej til en skole, så vi havde forholdt os i ro et stykke tid uden at forvirre personalet med underlige krav. Personalet mente, at det gik fantastisk godt, og skole hjem samarbejdet fungerede fantastisk. Her havde vi gået i tre år: vi havde fungeret som gårdvagt i klassen hver morgen i 3 år (vi havde ingen tillid til, at ingen voksne i klasseværelset var godt for vores barn på den institution), vi havde fragtet hende fra institutionen så tidligt som overhovedet muligt hver eneste dag, vi havde fortalt personalet, at det tog over ½ time at cykle derud om morgenen og kun 10 minutter at cykle hjem, og intet skete der. Det er nok ikke nødvendigt at tage den slags signaler alvorligt, når man er dygtig. I dag tænker vi bare tilbage på skole-hjem samarbejdet og spørger hinanden: hvad er det egentlig i en special institution? Det må være noget med, at ”I skal lade os drive vores boheme institution, som vi synes”. Vi er både trætte, stolte og glade for, at det lykkedes for os at finde en skole til vores datter.


Klassesammensætningen på sådan et lokalt sted viser sig også at fastslås af følgende kriterier: fødselsår og bopælskommune. At børnene har 1000 km afstand mellem sig rent mentalt har ingen betydning. Nogle af børnene kunne undervises i 10 minutter, nogle mobbede de andre, nogle havde talebesvær, og atter andre var der bare. For udenforstående novicer indenfor undervisning som os, forekommer det ikke så svært at forstå, at der aldrig rigtigt skete det, der burde ske. Og når så støttelærerne var, som inspektøren udtrykte det ”søde studenter”, er der jo ikke noget at sige til det resultat. De sværeste undervisnings opgaver varetages af MEGET ukvalificeret arbejdskraft.


Efter stort pres fra os, forældre, lykkedes det os at få PPR til at lave en psykologisk undersøgelse af vores datter. Vi forventede, at resultatet skulle vise, at institutionen ikke var den rigtige for hende. Men psykologen fortolkede den til, at institutionen var et fantastisk tilbud. Jeg er fuldstændigt overbevist om, at PPR psykologen havde et billede af stedet, der gjorde, at det var konklusionen. Vi brugte to møder på at rette fejl i rapporten, for som jeg udtrykte det over for hende (ikke ordret): hvis vi lod det stå, som hun havde skrevet det, var det jo os, der var et par klaphatte.


Efterfølgende har vi søgt kommunen om dækning af vores udgifter ved at få vores datter undervist til det niveau, der svarer til dansk lovgivning og som hun klarer rigtigt udmærket og bedre, end vi kunne forvente. Som vi plejer at regne det ud i simpel matematik – kvalitetsrapporten siger, at en elev på denne institution koster kr. 172.000 om året plus alle hendes støttetimer – et frisk slag på tasken giver omkring kr. 300.000. Vi mener altså, at vi har sparet kommunen kr. 200.000, og vi får det resultat Folkeskoleloven foreskriver, at vi som forældre skal sørge for. Men det åbne spørgsmål er så: hvordan kan det være, at kommunens tilbud er fritaget for den lovgivning? Det afprøvede vi ved ankenævnet, men de mener kommunens tilbud var helt i top. Og så står vi her – hvad fan… skal vi så med lovgivning, når dem, der skal sørge for, at den overholdes, bare kan give den fingeren? Det legaliseres oven i købet i klagenævnet – så hvad skal vi med dem?


Men som skrevet står – hvorfor skulle jeg interessere mig for det? Det har været et utroligt hårdt slid. Først at aflevere sit barn i ”Nytteløse” skole. For nytteløs er, hvad specialundervisning for en formue har været i vores tilfælde. Det går jo meget bedre i det private. Hvordan kan det være, at en kommunal institution kan tillade sig at drive et tilbud, der er så himmelråbende forkert og dyrt? Hvordan kan en kommune have et så forkert billede af sin egen institution? Jeg talte med en helt almindelig borger i kommunen en dag, og som han sagde: ”Når de ikke kan opføre sig ordentligt, så bliver de sendt derud, og så sker der egentlig ikke mere med dem!”


Vi ved godt, at skolelærerne altid taler om, at hvis der ikke er trivsel i skolen, kan børnene ikke lære noget. Vi savner en vurdering af, om der overhovedet kan tales om trivsel på en institution, der bliver kaldt for en skole, men ikke leverer et eneste korrekt resultat? Hvordan kan klagenævnet for vidtgående specialundervisning overhovedet forsvare afslag i klager, når man dokumenterer indlæring på de steder, som kommunen under ingen omstændigheder vil henvise til?


Og nu kom den endelig. Den undersøgelse der skulle have været lavet for mange, mange år siden. Som kunne have sparet de danske skatteborgere for formuer. Capacent undersøgelsen bestilt af Undervisningsministeriet. Om den er dækkende kan jeg ikke sige noget om. Men at vi har handlet rigtigt cementerer den i beton. At børnegruppen på Nytteløse skole er indeholdt i den population Capacent har undersøgt er også et faktum. En af konklusionerne var, at børn af stærke forældre skal nok klare sig.


Heldigvis har vi både råd og overskud til at betale og bruge 1 – 1½ time ekstra om dagen på at hente og bringe vores barn frem og tilbage over kommunegrænser. Vi har ikke noget valg. Det gælder vores datters fremtid. Efter tre års kamp for at få vores datter undervist i kommunens tilbud, er det, hvad vi bruger på at varetage en opgave, som vores kommune hverken magter eller ønsker at løse. At finde det rigtige undervisnings tilbud, som de har pligt til.

CP