Et råb om hjælp!

Vi er en familie fra Nakskov, som har været hårdt ramt af sygdom de sidste ti år. Min mand har været syg med nyrerne siden 1993, og i 1999 blev han alvorlig syg. Han endte i dialyse, og siden hen blev han nyretransplanteret. Desværre har der været nogle følgesygdomme, og i 2008 var hans nyre blevet ødelagt af arvæv, hvilket har betydet at han nu er i dialyse igen. Sygdomsforløbet har haft en stor betydning for vores familie, og har haft en påvirkning på vores børn. Påvirkningen har desværre nok været i negativ retning, og især for vores datter, Christina har det skabt problemer i skolen. Oveni at hun har været bange for, hvad der sker med hendes far, så har hun samtidig altid været en pige, som har gået meget op i retfærdighed, har kæmpet kampene for sine klassekammerater osv. Vi har altid sagt til hende, at hun ikke skulle ”kæmpe de andres kamp”, fordi det ville bringe hende i problemer. Vi er klar over, at vores datter tit siger ting uden at have tænkt over, hvad hun reelt siger. Det er problemer, som vi har forsøgt at løse – bl.a. i samarbejde med daværende Nakskov kommunes familiekonsulent samt nuværende Lolland kommunes familiekonsulent, som har været inde over vores to yngste børn i en del år.

Christinas skolegang
Christina går i 7. klasse nu, men hun har ikke været i skole de sidste tre måneder.
Christinas skolegang startede fint. Christina har altid været glad for at gå i skole. Men efter et år eller to, så begyndte problemerne på Møllemarkskolen i Nakskov. Der blev lavet forskellige løsningsforslag til, hvordan Christinas dag bedst kunne starte osv. Familiekonsulenten kom ind over Christina i skolen, og hun var på et tidspunkt til skolepsykolog. Vi oplevede, at Christinas skolegang blev bedre på skolen, og hun var stadig glad for at gå i skole. Møllemarksskolen er i forbindelse med kommunesammenlægningen blevet lukket, og eleverne blev flyttet til den gamle Byskolen (nu: Fjordskolen, Byskoleafdelingen i Nakskov). Vi oplevede, at det i starten gik fint på den nye skole. Christina valgte bl.a., at hun i stedet for at bliver konfirmeret sammen med dem fra sin gamle klasse på Møllemarkskolen, ville konfirmeres med den nye klasse på Fjordskolen. Hun virkede glad for at gå i den nye skole, og vi har ikke oplevet de helt store problemer. Vores familiekonsulent havde ligeledes givet skolelederen på Fjordskolen besked om, at hvis der opstod problemer med vores to yngste børn, så skulle de kontaktes. De eneste problemer vi har oplevet var, at der var lidt problemer med Christina i engelsktimerne. Christina og hendes daværende engelsklærer kunne ikke helt sammen, og vi oplevede også, at Christian blev dårligere til bl.a. engelsk. Men ellers var der ikke de store problemer.

Problemerne starter
Vi har som sagt oplevet, at Christina havde problemer i engelsk. Efter skoleskiftet har vi også oplevet, at der i Christinas klasse har været en del uro, men vi havde ikke fået indtrykket af, at det skulle være Christina, som stod bag uroen alene. Hun fortæller bl.a., at hun oplever én af sine klassekammerater (en pige), som bliver mobbet en del af især drengene i klassen. Denne pige laver drengenes lektier, og hun betaler dem penge for, at de ikke skal mobbe hende. Christina siger bl.a. til pigen, imens engelsklæreren hører dette, at hun ikke synes, at hun skal give drengene penge og lave deres lektier, fordi de driller hende alligevel. Iflg. Christina får hun at vide af engelsklæreren, at det skal hun ikke blande sig i, og så bliver der ikke gjort mere ved det. Vi, som familie, kan jo ikke helt forstå, hvordan dette kan foregå på skolen, hvis en lærer er vidende om dette? Det betyder jo, at skolens mobbepolitik ikke bliver overholdt, når en elev laver lektierne for drengene i klassen og betaler sig til at blive accepteret.
Vi oplever som nævnt, at Christina bliver dårligere til engelsk, og vi fornemmer, at der er problemer i denne forbindelse. Vi får på et tidspunkt et brev hjem om, at vi skal til samtale på skolen. Til denne samtale får vi at vide, at engelsklæreren ikke kan med Christina, og at Christina ikke laver sine lektier. Det har vi lidt svært ved at forstå, fordi jeg har bl.a. hjulpet Christina med hendes lektier i bl.a. engelsk. Christina, som er med til samtalen, udtrykker, at hun ikke bryder sig godt om engelsklæreren, da hun føler, at hun er efter hende hele tiden i timerne. På mødet er der ingen, som påpeger over for os, at Christina står bag balladen i klassen.

Så falder bomben
Christina har igen haft problemer på skolen i engelsk. Hun bliver sendt hjem fra engelsktimen. Dagen efter er hun syg og er derfor ikke i skole. Da hun fredag ankommer på Fjordskolen i Nakskov, får hun at vide af hendes matematiklærer, at hun skal gå ned på kontoret til skolelederen. Her får Christina besked om, at hun er bortvist/smidt ud af skolen og skal tage hjem. Skolelederen siger ligeledes til Christina, at hun skal tage hjem og ikke komme tilbage på skolen, før hendes forældre er blevet kaldt til møde. Vi, som forældre, er ikke blevet informeret om dette. Til alt held er vi hjemme, og ikke på Rigshospitalet med hendes far til dialyse f.eks., da Christina kommer hjem meget ked af det. Vi modtager først et brev nogle dage senere efter at Christina har fået besked om, at hun er smidt ud af skolen. I dette brev står der, at Christina er bortvist pga. af for meget fravær, at hun er fræk og forstyrrende. Vi, som forældre, forstår ikke, at vi ikke er blevet oplyst om, at Christina har for meget fravær, og at hun er fræk og forstyrrende, hvis det er et problem, som har været.
Vi bliver indkaldt til møde ca. en uge efter at Christina er blevet bortvist. Mødet afholdes med skolechefen, klasselæreren, vores familiekonsulent og mig, Christinas mor. I den uge, som er gået, har Christina ikke modtaget nogen form for undervisning. På mødet får jeg at vide, at Christina ikke kan komme tilbage på skolen, at der altid har været problemer med Christina osv. Jeg protesterer voldsomt, men føler, at jeg ingen vegne kommer med skolechefen. Vores familiekonsulent spørger bl.a., hvordan det kan være, at de ikke er blevet kontaktet, da skolelederen har fået besked på at kontakte familiekonsulenten ved problemer med Christina. Skolechefen har ikke hørt om dette før. Dette undrer jo os som forældre.
Der går yderligere en uge, hvor Christina ingen undervisning modtager. Vi blev bl.a. oplyst om, at vi kunne undervise Christina hjemme, men det afviste jeg, da hverken Christina s far eller jeg har mulighed for dette. Efter 14 dage starter Christina på enkeltmandsundervisning i 1½ time om dagen. Hun er blevet påbudt, at hun ikke må færdes på skolen, at hun ikke må tale med sine klassekammerater, at hun ikke må færdes på biblioteket og hendes klassekammerater har ligeledes fået af vide, fra klasselæreren, at de ikke må have kontakt med Christina. Vi føler, at Christina bliver straffet hårdt, og har svært ved at se hvordan hun overhovedet skal kunne komme til en 1½ times undervisning hver dag på Fjordskolen, når hun stort set ikke må bevæge sig rundt på skolens areal. Christina oplever bl.a., at der ikke er sat lærer af til at undervise hende i den 1½ time om dagen, hvilket betyder, at Christina nogle dage sidder alene uden tilsyn. Hun oplever, at hvis nogle lærere på skolen ser hende tale med sine veninder, så får hun at vide, at hun ikke må opholde sig der, og at hun skal gå væk. Hun oplever også at blive sendt ud fra skolens bibliotek, da hun går på biblioteket for at finde en bog til en opgave, som hun skal lave. Den første dag, hvor Christina skal starte på enkeltmandsundervisningen, oplever hun, at hun ikke på forhånd har fået besked om, hvor hun skal undervises. Min mand og jeg er på vej til Rigshospitalet, da Christina ringer til min mands mobil. Han lover, at han vil ringe til skolen og fortælle, at hun er ankommet, og at hun ikke vidste, hvor hun skulle være henne. Min mand fik fat i en lærer, som var temmelig ubehøvlet, og min mand bliver oplyst om, at vi ikke kan tro og forvente, at der vil være en lærer hos hende hele tiden. Christina mister helt lysten til at tage ind på skolen i de næsten to måneder, hvor Christina kun modtager 1½ times undervisning (når der er en lærer til stede).
Cirka 3½ - 4 uger efter Christina s bortvisning bliver der holdt et netværksmøde med skolechefen, klasselæreren, familiekonsulent, børnesagsbehandler, Christina og mig. Ved dette møde bliver vi pludselig oplyst om, at der er langt flere problemer, og at det nu ikke kun er med engelsklæreren, at der er problemer, men at det nu pludselig er alle lærerne på skolen, som havde problemer med Christina. Skolechefen læste op af flere A4-ark, hvor vi bliver oplyst om, at Christina pludselig er voldelig, at hun gik på toilettet hele tiden, at hun lokkede de andre elever til at gå på toilettet, at hun støbte kuglerne til balladen i klassen, at hun uddelegerede det til de andre elever og meget mere. Vi er uforstående over for alt det som skolechefen læser op af, da det er første gang vi hører om dette. Vi er aldrig blevet oplyst om, at Christina har været voldelig. Vi, som forældre, føler, at det er blevet personligt, og vi kan ikke acceptere den måde, som Christina bliver behandlet på. Christina, som er med til dette møde, bliver meget ked af alle beskyldningerne, og da de ikke passer, beder Christina skolechefen om at spørge hendes kammerater om disse beskyldninger. Skolechefen vil ikke høre på dette, da han siger, at han jo må tro på sine lærere. Vi når ikke til nogen løsning på dette møde. Det ender med, at sagen kommer op på et distriktsmøde i Lollands kommune. Vi hører intet om, hvad der sker på dette møde. En dag i marts kommer Christina hjem og fortæller, at hun har fået af vide fra nogle elever på Maderskovskolen at hun skal starte på skolen den efterfølgende mandag. Vi har intet hørt fra skolen eller kommunen, og vi står uforstående over for dette. Vi kontakter skolechefen, om det kan være rigtigt, at Christina skal have at vide ude i byen, at hun skal starte på en skole. Skolechefen melder tilbage, at han beklager, at Christina har hørt dette, og at det heldigvis ikke passer, at hun skal starte på Maderskovskolen. Alligevel får vi senere et brev fra skolen om, at Christina nu skal starte på Maderskovskolen den 16. marts. Vi, som forældre, og Christina har ved tidligere møder givet udtryk for, at Christina skulle tilbage på Fjordskolen i samme klasse, eller evt. i en parallelklasse. Eller at hun evt. skulle på Stormarksskolen i stedet. Men i stedet har kommunen og skolechefen valgt at sætte Christina i en klasse på Maderskovskolen.
Der er vigtigt for os som familie, at Christina kommer i skole, fordi hun allerede nu har mistet så meget ved at hun har gået i skole i 2 måneder med kun 1½ times undervisning (når der har været lærer til stede). Men vi er også meget kede af, at Christina fortsat bliver ”straffet”, og at hun ikke kan få en ny start og mulighed for at starte på en frisk. Det skyldes, at klasselæreren fra Fjordskolen skal ud og tale med klasselæreren på Maderskovskolen. Vi er nu gået videre til kommunen og har sagt, at vi ønsker, at Christina skal starte på Stormarksskolen i stedet.
Vi er klar over, at du som Undervisningsminister ikke kan gå ind i enkeltsager, så vores brev er tænkt som en orientering om, hvad der sker for et barn i folkeskolen, men vi mener også, at hele sagsforløbet er grebet forkert an. Vi som forældre siger ikke, at Christina ikke har sine fejl, og at Christina ikke har været fræk osv. Det har hun nok, men vi føler, at det er helt forkert, at der ikke er grebet ind fra skolens side langt før. Hvis lærerne har oplevet de problemer med Christina, som de har givet udtryk for ved sidste møde med skolechefen, så burde vi, som forældre, have været kaldt til møde langt før. Desuden burde vores familiekonsulent og børnesagsbehandler have været kontaktet omkring disse problemer, så vi kunne have taget hånd om problemerne langt før.
Vi skriver til dig, fordi vi ønsker, at andre familier og deres børn ikke skal igennem samme forløb som vi har været igennem. Vi ønsker at andre familier undgår at føle, at de ikke bliver hørt af skolesystemet og kommunen. Og vi håber, at der vil blive taget hånd om, at kommunen og skolesystemet på Lolland åbenbart ikke tager deres opgave alvorligt og griber ind i sagerne langt tid før, end hvor det er for sent, endsige overholder lovginingen (tilsyn, samarbejde, tavshedspligt, partshøring m.m.). Samt at familier, som kommer til at opleve det samme som os, ikke føler, at de bliver ignoreret. Vi har kontaktet alle, vi har kunnet kontakte i Lollands kommune omkring vores datters problemer på skolen, men ingen har villet høre på os. Vores datter er blevet gjort til taberen i denne sag, og ingen har villet høre vores – eller hendes side af sagen.
Tak for din tid, og vi håber at du kan hjælpe med at lette presset på fremtidige familier, som står i samme problem.

Med venlig hilsen
En familie med en datter, som nu føler sig som en taber

19. marts 2009