Hvem bruger Forældrerådgivningen? |
|  |
Forældrerådgivningen startede som et treårigt pilotprojekt den 1. januar 2006. Projektet finansieres af Undervisningsministeriet. Forældrerådgivningen har løbende fået henvendelser. Forældrerådgivningen blev officielt åbnet den 15. august 2006 via en pressemeddelelse, der gjorde det offentligt kendt, at forældre kan søge råd og vejledning gennem Forældrerådgivningen. Nedenstående figur viser antallet af sager fra januar til sommerferien 2006.

Når rådgivningen kontaktes, bliver følgende data registreret: navn på barn og forælder, måned for første kontakt, telefonnummer, mailadresse, kommune, sagstype: skole-hjem samarbejde, mobning og trivsel (det kan dreje sig om et barn, der mobbes af andre børn eller føler sig forfulgt af en lærer), særlige behov m.m.. Det har vist sig, at skole-hjem samarbejdet er problematisk ved alle henvendelser. Da det må betragtes som et overordnet problem i alle sager, er det derfor ikke med i nedenstående figur.
De to følgende figurer viser, hvilke sagstyper der har været fra januar til juli 2006:


En sag kan være rubriceret under flere sagstyper, f.eks. "mobning" og "sanktioner". Der har været et overraskende stort antal henvendelser om "særlige behov", hvor henvendelsen er resulteret i en klage til byråd eller Klagenævnet under Undervisningsministeriet. Ligeledes forekommer antallet af henvendelser, hvor et barn føler sig forfulgt af en lærer og sager om magtanvendelse relativt højt. Det samme må siges om problemer, der opstår i relation til skoleskift. I rådgivningen opleves der desuden en tendens til, at skolerne gør hyppigt brug af underretning, hvis ikke forældrene viser vilje til at acceptere skolens medarbejderes udspil i forhold til en elev. Generelt er der i henvendelserne overtal af enlige mødre.
Ved henvendelsens start bliver barnets køn og alder registreret. Der er flest henvendelserne om drenge. De relativt mange henvendelser på 7 årige hænger sammen med, at forældre er bekymrede ved deres barns skolestart. Der er færrest henvendelser for de niårige og de femtenårige blandt såvel drenge som piger. Af nedenstående figur ses henvendelserne fordelt på køn og alder fra januar til juli 2006

Der er stor forskel i anvendt tid pr. sag. Nogle sager klares med en enkel samtale, andre strækker sig over meget lang tid.
Konklusion på de første måneders rådgivning er,
- at der er stort behov for rådgivning
- at mange sager er gået meget i hårdknude, inden en part henvender sig til rådgivningen
- at der er behov for fokus på en professionel og konstruktiv dialog mellem skole og forældre
- at nogle forældre er bekymrede for, om det er risikabelt at gøre opmærksom på manglende tilfredshed med barnets skolegang hvad angår såvel trivsel som læring
- at skolens medarbejdere reagerer meget forskelligt - lige fra yderst positivt til yderst negativt - på at forældrene har bedt Forældrerådgivningen om hjælp.
- at der er påfaldende flere forældre til drenge end til piger, der henvender sig.
|